Invitational 2025
En weekend med polo, picnic og passion
Krenkerup Polo inviterer til en særlig weekend, hvor alle er velkomne til at opleve verdens ældste holdsport i enestående omgivelser.
Midt i det smukke landskab ved Krenkerup Gods afholdes Skandinaviens første professionelle poloturnering med internationale spillere i 6–8 goal-klassen – et niveau, der sammen med heste i absolut topform sikrer velkoordineret polo med både finesse, fart og fysisk styrke.
Turneringsprogram
Fredag den 8. august: Kampe kl. 12.00 og 15.00
Lørdag den 9. august: Kampe kl. 12.00 og 15.00
Søndag den 10. august: Semifinale kl. 12.00 · Finale kl. 15.00
Med fire særligt inviterede hold er turneringen både overskuelig og nærværende – en sjælden mulighed for at opleve poloens fart, præcision og elegance på helt tæt hold.
Frokost i det grønne
Medbring tæppe og picnickurv og nyd en afslappet dag i den friske luft – eller parkér bilen med perfekt udsigt til banen og oplev kampene fra bagagerummet.
Der vil også være mulighed for at købe kolde drikke og lette forfriskninger på pladsen.
Gratis adgang og parkering
Alle er velkomne – uanset om du er passioneret polotilskuer eller blot ønsker en stemningsfuld dag på landet.
Adgang og parkering er gratis hele weekenden. Bemærk dog, at antallet af parkeringspladser er begrænset.
Dommer I verdensklasse: Jason Dixon
Jason Dixon har været involveret i polo det meste af sit liv og begyndte allerede som 10-årig gennem Pony Club. Som ung spiller arbejdede og trænede han i mange år i Argentina. Han blev professionel spiller med et handicap på 6 og konkurrerede på højt niveau i over 20 år.
I løbet af sin aktive karriere repræsenterede og førte han både England og Storbritannien som kaptajn i flere Federation of International Polo (F.I.P.) verdensmesterskaber, hvor han opnåede både sølv og bronze.
Jason har vundet adskillige store high goal-turneringer i Storbritannien, herunder Queen’s Cup, Warwickshire Cup og Indian Empire Shield. Han har også haft international succes med sejre i bl.a. Australien, Indien og Pakistan.
Ved siden af sin spillerkarriere var Jason stærkt engageret i trænergerningen. Han bidrog i over 10 år til Hurlingham Polo Association’s (HPA) trænersystem, hvor han fungerede som seniortræner, censor og medlem af trænerkomitéen i et årti.
Efter at have trukket sig tilbage fra professionel polo, fokuserede Jason på dommergerningen. Han er fast dommer under den britiske high goal-sæson og har dømt kampe i turneringer som The King’s Coronation Cup, The Queen’s Cup på Guards Polo Club og The Gold Cup (British Open) på Cowdray Park. Han har dømt mange finaler i Storbritannien og resten af Europa, herunder French Open og German High Goal Championships.
Jason har desuden været dommer ved topturneringer over hele verden, bl.a. ved Argentine Open og Hurlingham Open på 40-goal-niveau. Hans karriere som både spiller og dommer har bragt ham til lande på fem kontinenter – herunder USA, Argentina, Chile, Kina, Indien og flere steder i Europa.
Borgmester i Guldborgsund Kommune, Simon Hansen, udtaler:
“Det er både spændende og fantastisk, at der nu afholdes en poloturnering på højt niveau her i Guldborgsund med deltagere fra flere lande. Jeg glæder mig meget til at give den første bold op og overvære turneringen. Det er en turnering på højt niveau, og det kan kun lade sig gøre, fordi Krenkerup Gods har anlagt en professionel polobane – den eneste af sin art i hele Skandinavien. Det er en sport, der kræver plads, og som derfor er helt ideel til de smukke egne af Danmark, hvor vi har lidt mere plads. Jeg vil derfor gerne sige en stor tak til Krenkerup for deres engagement og investeringsvilje. Jeg er sikker på, at poloturneringen vil trække folk hertil, som normalt ikke kommer så ofte på Lolland-Falster, og det er en fantastisk måde at vise vores skønne område frem på. Forhåbentlig bliver det ikke sidste gang, at vi får en poloturnering til Guldborgsund, og jeg håber, at mange vil lægge vejen forbi, så flere kan få øjnene op for polosporten og for Guldborgsund.”
Henvendelser
Krenkerup Polo vil med glæde svare på spørgsmål.
Nyhedsbrev
Modtag de seneste nyheder om Krenkerup Polo.
Find vej
Krenkerup ligger 140 km syd for København.





